”Det giver mig en ro, der holder resten af dagen. En gudstjeneste er ikke stille, der er masser af ord og salmer, men jeg finder hvile. En søndag i marts blev jeg døbt i Vær Kirke ved Horsens, for jeg vil gerne være en del af det store fællesskab”

Fortalt til René Høeg
Altså jeg ved ikke, hvorfor mine forældre ikke fik mig døbt, men jeg savnede et fællesskab. Tanken om, at jeg er en del af noget større med et bredere perspektiv end min egen lille hverdag. Jeg oplever, at der er ekstremt megen glæde samlet på sted. Og helt ærligt, så har jeg gået til gudstjenester i et halvt års tid nu, og jeg er stadig ved at lære. Den der Trosbekendelse er godt nok svær. Men jeg har mødtes nogle gange med præsten Gudmund (Rask Pedersen, red.), og vi har talt frem og tilbage om, hvad kristendom og kirke er for noget.

Kærne Ridder-Jensen, der her bliver døbt, er 31 år, og er til daglig social- og sundhedshjælper. Foto: Kevin Welk

Hvis du spørger mig, om jeg er blevet sådan lidt from i det, så er svaret nej. Men jeg tænker da over, at Guds JA til mig i dåben betyder noget. Det her med, at jeg er god nok uanset hvad, at mit liv ikke er en ubetydelighed, men et resultat af en hel masse kærlighed. Når man synger salmer i fællesskab, også selvom jeg ikke kender dem alle, så vokser jeg mig stærkere på en eller anden underlig måde. Selvfølgelig tvivler jeg, det er da naturligt. Men jeg øver mig i at tro. Fordi jeg vil.

Om nogle måneder skal jeg være fadder til min lille niece. Det glæder jeg mig til, og det er en opgave, jeg har tænkt mig at tage på mig. Jeg vil gerne give de kristne værdier, håb og rødder videre til hende. Det er ellers længe siden, jeg har beskæftiget mig med det. Da jeg var ung gik jeg et år på Lunderskov Efterskole, hvor vi bad Fadervor om morgenen. Dengang betød det ikke det helt store for mig. Det er anderledes i dag.

Da jeg besluttede mig for at begynde at gå i kirke, tog jeg rundt sammen med en veninde til seks forskellige kirker og præster, og hos Gudmund i Vær faldt jeg til ro. Hans nærvær og fortolkninger af bibelen gør det relevant for mig at lytte efter. Dåben er for mig en slags ny begyndelse, på samme måde som en nærværende prædiken og gudstjeneste kan være det. Jeg kan ikke mærke nogen forskel fra før og nu, men det er et spændende univers, der har åbnet sig for mig. Jeg er godt tilpas.

 

Information om voksendåb i folkekirken:
Den voksne, som ønsker at blive døbt, kontakter en præst. Som forberedelse til dåben mødes præsten og den voksne for at tale om dåb og kristendom. Alle er velkomne til at blive døbt og det kan foregå ved en højmesse eller en særlig tilrettelagt gudstjeneste. Alle præster og kirker findes på sogn.dk

 

Skrevet af Kasper Nissen

One Comment

  1. Victoria Trolle-Millbrath 25. marts 2018 at 22:29

    Det var dog en dejlig beretning. Stort tillykke til Kærne.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *