Hartvig Bjerrum fra Skødstrup står for den lokale indsamling til Folkekirkens Nødhjælp 11. marts, hvor pengene går til verdens fattigste. Før jul besøgte han Nepal og nogle af de mennesker, som pengene kommer til gode

Af Landsforeningen af Menighedsråd
Himalayas bjerge skulle kun flytte sig en enkelt centimeter, før store dele af Nepals skrøbelige infrastruktur og fantastiske kulturarv blev smadret på få sekunder. Vejene i dalene lå i grus og videoer fra jordskælvsdagen viser, hvordan hovedstadens store templer svajede faretruende, inden mange af dem faldt i grus. Det langstrakte land højt oppe i Himalaya-bjergene ligger midt i en højrisikozone, hvor jordens store kontinentalplader mødes og skaber massive ødelæggelser, når de bevæger sig. Det skete sidste gang i 2015, og konsekvenser er stadig tydelige og har sat sig spor i både bygninger og mennesker.

Det fik Hartvig Bjerrum fra Skødstup set ved selvsyn, da han kort før jul var i Nepal for at møde nogle af de mennesker, der har modtaget dansk nødhjælp efter jordskælvet. Tallene fortæller tydeligt, at der var hårdt brug for hjælpen. Næsten 9.000 mennesker mistede livet og 17.000 kom til skade. 500.000 boliger blev ødelagt, og især de fattigste i landet blev ramt.

Hartvig Bjerrum fra Skødstrup var kort før jul i Nepal, for at se hvordan indsamlede midler anvendes til nødhjælp.

Siden 2016 har Hartvig været indsamler for Folkekirkens Nødhjælp, der hvert år i marts samler ind til verdens mest fattige. Sidste år blev der indsamlet 27500 kr i sognet. I år bliver der samlet ind 11. marts, og igen i år har Hartvig Bjerrum brugt vinteren på at finde indsamlere, planlægge ruter og sørge for lokaler til indsamlingsdagen. Turen til Nepal bekræftede ham i, at den energi som han og de mange indsamlere ligger i indsamlingen nytter noget.

På turen til de tre hårdest ramte distrikter i Nepal mødte han og de andre indsamlingsledere på turen et land, der var hårdt ramt, men også mennesker med let til smil, fortæller han.

“Jeg så meget fattigdom, og konsekvenserne af ødelæggelserne efter jordskælvet var tydelige overalt. Folkekirkens Nødhjælp arbejder blandt andet med hygiejneprojekter, og et sted langt oppe i bjergene vest for Kathmandu besøgte vi en skole med nyopførte skoletoiletter”, fortæller Hartvig, der er lærer på Sølystskolen skole i Egå. Han fortsætter:

“For en skolemand som mig gør det et stort indtryk, at mange nepalesiske piger stopper i skolen, når de begynder at menstruere. Det er jo ødelæggende for et samfund, hvis man fortsat taber generationer af piger, og derfor var det så bekræftende at møde lærerne på en skole, hvor man med midler fra Folkekirkens Nødhjælp har bygget toiletter, der er designet så pigerne ikke længere dropper ud.”

Fakta om indsamlingen
Hvert år er ca. 20.000 på gaden, og mange steder er det med hjælp fra den lokale kirke. Det er en hyggelig og meningsfuld søndag på tværs af generationer. Cirka en tredjedel af indsamlerne er konfirmander, spejdere og FDF’ere. Man tilmelder sig på blivindsamler.dk.

Fakta om jordskælvet i Nepal
12. april 2015 ramte et jordskælv med 7,8 på richter-skalaen Nepal. 2,8 mio nepalesere havde brug for støtte, og 860.000 personer havde direkte brug for nødhjælp. Folkekirkens Nødhjælp arbejde sammen med mange andre nødhjælpsorganisationer på at hjælpe med husly og mad i de første dage. De sociale strukturer og landets sammenhængskraft blev også svækket efter jordskælvet, og det øger risikoen for menneskehandel, diskrimination og overgreb mod sårbare grupper. Folkekirkens Nødhjælp arbejder fortsat i Nepal med at opbygge et stabilt samfund og bekæmpe uligheden.

Skrevet af Kasper Nissen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *