Thilde Møller Peters har haft travlt op til præsteindsættelsen i Getsemane Kirke i Horsens. Her har den nye kirke til huse, men trods travlhed har Thilde haft tid til at drømme om den nye ungdomskirke.

”Det bedste fremtidsscenarie vil være, at kirken kører, at der er unge mennesker og studerende med deres computer. At der emmer af liv, og der er events og arrangementer på tapetet ude i fremtiden,” siger Thilde.

Målgruppen skal rammes

Thilde Møller Peters er medlem af styregruppen for ”Kirken i midtbyen” i Horsens, hvor Sarah Høgh Lodberg den 4. februar blev indsat som præst foran 100 kolleger, gæster og venner. Thilde skal, sammen med de andre medlemmer og Sarah Høgh Lodberg, skabe rammerne for den nye kirke.

Styregruppemedlem Thilde Møller Peters (th) sammen med formand Hanne Henriksen ved receptionen i forbindelse med indsættelsen.

”Vi skal lave kirke med målgruppen, ikke for målgruppen. Vi vil gerne have en masse ting ind. Vi lægger os ikke fast på noget,” siger Thilde og styregruppens formand, Hanne Henriksen, der til daglig er præst i Klosterkirken i Horsens.

På baggrund af en brugerundersøgelse har tre sogne i Horsens midtby ansøgt og fået bevilget økonomi af provstiet til at prøve noget helt nyt for de unge i Horsens. I første omgang gælder det en fireårig periode, hvor styregruppen sammen med Sarah Høgh Lodberg skal lave kirke.

”Det kunne være fedt, hvis vi kan få skabt et rum, hvor det er tilladt at tænke tro og udfordre tro og tvivl. Det tror jeg, at der er brug for,” siger Sarah Høgh Lodberg.

Travle unge har behov for fælleskaber

Skal man tro de fremmødte, har den unge præst ret. Der er behov for samlingssteder, hvor spiritualitet, tro og tvivl kan debatteres.

”Unge mennesker er søgende,” bemærker en ung kvinde.

Trine Ravnkilde, der også er med i styregruppen mener, at målgruppen har behov for åndehuller.

”Vi opererer med et begreb, som vi kalder ”åndehuller”. Et rum der skal bruges til ånd, nærvær, og til at skabe en pause og lidt luft i en travl hverdag,” fortæller Trine Ravnkilde.

Thilde Møller Peters supplerer.

”Vi er mennesker, vi har brug for fællesskaber, og det kan være, at fællesskabet er, at du tvivler. Det har vi talt rigtig meget om.”

Se video af Thilde, hvor hun fortæller om drømme og behov:

 

Artiklen er skrevet af lærer og fagjournalist Kasper Østvig Nissen.

Skrevet af Jeannette Refstrup

Jeannette Refstrup er partner i kommunikationsbureauet Strup & Strup og uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt executive master i corporate communication fra Aarhus BBS.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *