Hver for sig gør kommunen og kirken et godt stykke arbejde på det sociale område. Men sammen er der potentiale til noget endnu større. Et potentiale, der kan indfries ved øget dialog og samarbejde mellem parterne.

Derfor var borgmestre, embedsmænd, præster og menighedsmedlemmer samlet til en stor netværkskonference i Aarhus tidligere på året. Projektet har fået titlen “Fælles om det sociale ansvar” og har igangsat starten på et endnu bedre samarbejde mellem folkekirken, kommunen og organisationer.

Biskop Henrik Wigh-Poulsen og borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard, var blandt initiativtagerne til konferencen, der havde 175 deltagere fra 10 østjyske kommuner. Foto: Lars Salomonsen

Blandt deltagerne var Rie Vestergaard, formand for menighedsrådet i Risskov Sogn. Hun er især begejstret for den gode stemning omkring projektet.

“Jeg har været glad, lige siden jeg vendte hjem fra konferencen i januar. Jeg oplever en stor vilje på tværs af kommuner, kirker og organisationer til at snakke sammen,” siger Rie Vestergaard.

Inspiration til initiativer

I løbet af konferencen var deltagerne inddelt i mindre grupper for at udveksle tanker og erfaringer, forklarer menighedsrådsformanden fra Risskov.

“Det var interessant at høre hinandens udfordringer. Kommunens folk var fuldstændig klare i spyttet og fortalte blandt andet, at hvis de skulle snakke med en præst eller have fat i en kirke, ville de ikke ane, hvordan de skulle henvende sig. Det var pudsigt, fordi det var akkurat den samme følelse, vi har siddet med, når vi skulle have fat i kommunen,” fortæller Rie Vestergaard.

Men ét er at snakke sammen, noget andet og endnu vigtigere er, hvad der kan blive udført i praksis. Her er Rie Vestergaard allerede blevet inspireret til flere initiativer.

“Jeg er med til at stå for en sorggruppe for børn og unge, men jeg ved, at det er noget, kommunen og andre organisationer også er engageret i. Her kunne man godt blive bedre til at samarbejde på tværs og måske lave en fælles indgangsportal, så det er lettere at forholde sig til for de pågældende personer, der er ramt af sorg,” siger menighedsrådsformanden.

Nært kendskab er en fordel

Hun påpeger, at det dog kan være en større udfordring at skabe forbindelser i en stor kommune som Aarhus sammenlignet med mindre kommuner.

En mindre kommune, der også var repræsenteret på konferencen, var Odder Kommune. Her var borgmester Uffe Jensen en af deltagerne.

Der deltog 175 i konferencen, der fandt sted i salen på Aarhus Rådhus. Foto: Lars Salomonsen

“Jeg synes i al beskedenhed, at vi gør det godt,” siger Uffe Jensen og tilføjer:

“Fordelen ved en mindre kommune som Odder er det nære kendskab, vi har til hinanden. Der er ikke langt fra ord til handling. Derfor har vi allerede et godt samarbejde mellem kommunen, kirken og de mange foreninger, men dermed ikke sagt, at det ikke kan blive bedre,” forklarer borgmesteren.

Kan lære af hinanden

Men hvad kan kommunen egentlig lære af kirken? Uffe Jensen svarer:

“I Odder skal der være ros til kirken, fordi den er god til at se muligheder. Vi har en meget anerkendende og moderne kirke, synes jeg. Samtidig kan man også konstatere, at hvor vi som kommune har en masse formularer og regler, da er kirken meget bedre til bare at snakke,” lyder det fra borgmesteren i Odder Kommune.

Odder Kommune gør allerede en masse for samarbejdet mellem kommune, kirke og organisationer, men der er stadig mere, der kan gøres, mener borgmester Uffe Jensen.

Samme opfattelse har menighedsrådsformand Rie Jørgensen.

“Kommunen skal lære, at man kan nå utrolig langt med et menneske igennem samtale og samvær. Som kirke er vi gode til at åbne et rum, hvor der ikke er krav til nogen, og hvor det bare handler om at være sammen,” siger hun.

Til spørgsmålet om, hvad kirken kan lære af kommunen, er svaret fra Rie Jørgensen:

“Vi kan lære af kommunens faglige ekspertise. Som kirke skal vi ikke ind og løse faglige opgaver, som man skal uddanne sig til. Men der er meget, vi ser fælles på, og derfor er det positivt, at vi snakker sammen om, hvordan vi kan løse det,” forklarer Rie Jørgensen.

Skrevet af Anders Kynde

Anders Kynde er journalist og skriver jævnligt artikler til Kirken i Østjylland.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *