Jørgen Munck synes ikke, at han meget erfaring med arbejdet i et menighedsråd. Til trods for, at han i 34 år har været medlem af menighedsrådet i Ellevang Sogn i Risskov ved Århus.

Tekst: Jesper Henning Pedersen
Foto: Arne Illeborg

– Vi har jo ikke oplevet problemer som dem man læser og hører om. Vi har ikke skulle tage hensyn til krav om særlige kirkelige retninger, eller oplevet personlige stridigheder. Da vi ikke har nogen kirkegård, har vi desuden færre ansatte. Vi har været usandsynligt heldige med det personale, vi har ansat. Skønt jeg har siddet i menighedsrådet i 34 år, har jeg ikke erfaring med den side af sagen. Det har været sjovt, interessant og spændende.

Kirkefremmed
På gangen ved mødelokalerne i Ellevang Kirke hænger fotografier af alle de menighedsråd der har siddet, siden kirken blev indviet i 1974. Jørgen Munck er med på dem alle. Det lå imidlertid ikke i kortene, at han skulle arbejde for kirken i næsten halvdelen af sit liv.
– Da jeg flyttede hertil med min familie i 1970, var jeg faktisk kirkefremmed. I min familie var vi, hvad man kalder firehjuls-kristne – dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Min far var læge, og min mor sygeplejerske. Fars forældre havde en gård ved Mullerup, og havde tilknytning til indre mission. Far var den ældste i en børneflok på seks, og han lånte penge til lægestudiet af sine forældre. Lånet skulle han betale tilbage, så hans fem søskende kunne få mulighed for at læse videre, hvilket tre af dem valgte at gøre. Jeg husker, at far stadig betalte af på det lån, da jeg var næsten voksen. Jeg ville gerne selv have været læge, men veg tilbage ved tanken om at stifte en stor studiegæld, og derved været bundet som min far.
I stedet blev han revisor. Ideen fik han fra soldaterkammerater i Næstved, der havde læreplads. Her kunne man kombinere uddannelsen med læretiden, og i 1951 blev Jørgen Munck færdig som revisor. Året efter mødte han sin senere hustru, Ulla, og de slog sig ned i Odense. Siden gik turen tilbage til København, til et partnerskab i firmaet hvor han havde haft sin læretid. Her var han i 10 år, frem til 1970.

Nybyggere
– Vi havde nu tre børn, og ville gerne flytte. Dengang var huspriserne sådan, at hvis vi skulle have noget større for samme penge, skulle vi til Århus. Da firmaet endvidere havde en del klienter i Jylland, passede det godt. Jeg havde stadig en rest af drømmen om at blive læge, og mente at jeg måske kunne studere og arbejde samtidig. Men det lod sig ikke gøre at gøre at kombinere studie med et krævende job og en familie, og jeg blev atter revisor på fuld tid.
Familien slog sig ned i et stort, nyt kvarter i Risskov. Så stort, at det blev vedtaget at et nyt sogn skulle dannes, da Vejlby Kirke ikke alene kunne rumme de mange mennesker. Da det nye sogn skulle have sit første menighedsråd, besluttede Jørgen Munck sammen med flere af de andre, nye lokale, at danne en liste.
– Det var det eneste kampvalg, der har været. Derefter var der stor enighed om, og lyst til, samarbejde. I første periode var jeg kasserer, og da den hidtidige formand flyttede fra sognet i 1979, blev jeg formand. De må jo have synes at jeg tacklede opgaven tilfredsstillende, for jeg har været formand siden da.
– Skønt jeg finder meget oplysning i de eksakte videnskaber, er der stadig meget der står hen som gådefuldt. Kristendommen er jo langt fra til alene for at give forklaringer. Den har i det hele taget en stor betydning for vor hverdag.

Præstevælger
Jørgen Munck tøver ikke et sekund, da han skal nævne hvad han mener, er den vigtigste opgave for et menighedsråd.
– At vælge præster! Derved sætter vi dagsordenen, og styrer udviklingen i folkekirken. Hvis de, der har valgt os, er uenige i vore beslutninger, har de hvert fjerde år mulighed for at sige “ud med jer!” Det har der jo tilsyneladende ikke været behov for endnu.
En af de præster, der har oplevet at blive ansat af Ellevang Sogns menighedsråd, er Århus Stifts nuværende biskop Kjeld Holm.
– Jeg levede jo tæt sammen med menighedsrådet i Ellevang i næsten 20 år, og her var Jørgen Munck den, jeg knyttede mig mest til. Hans ro, saglighed og stilfærdighed har fået tingene til at glide, og ikke én gang har jeg oplevet, at arbejdet glippede. Et velfungerende menighedsråd betyder faktisk alt for folkekirken, ved jeg fra min nuværende gerning. Der hvor det ikke fungerer, tager det kræfterne fra det egentlige arbejde.
I perioden fra 1970 til nu er der sket en udvikling i menighedsrådets anseelse, siger Jørgen Munck.
– Der var engang, hvor man så på dem som “hellige”. Sådan er det ikke mere. Nu er arbejdet heldigvis præget af almindelige mennesker, som synes at det er værd at beskæftige sig med. Der mangler stadig unge mennesker, som ofte er hårdt presset tidsmæssigt, med børn og arbejde. Der skal jo afsættes tid, både til møderne i menighedsrådet, og i de udvalg der nedsættes. Derfor er der flere af os, der er lidt ældre. Men som til gengæld har tid og erfaring.
– Menighedsrådet er det sidste demokratiske element, vi har. Hvis det bliver gjort strømlinet, vil noget gå tabt. Ånden bag det, der foregår i og bag kirken, ville lide. Derfor mener jeg, at vi skal holde fast i det stykke. Jeg gør gerne min del. Endnu en gang.

Skrevet af Bo Grünberger

Jeg har gennem en årrække arbejdet med kommunikation i folkekirken, hvor tro, diakoni og kultur har min særlige interesse.

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *