Under overskriften “Sharing faith” lagde århusianske menighedsråd lokaler til den fjerde udgave af “Internationale kirkedage”, der løb af stablen fra 1.-2. juni

af Kasper Nissen
Det er den første lørdag i juni, midt på eftermiddagen. Udenlandske stemmer toner på engelsk ud fra festsalen på Diakonhøjskolen i Højbjerg. Der er varmt i lokalet. På scenen foran lærredet har Peter Malik (34) fra Ungarn taget opstilling.

På lærredet står der: “Jesus is my peace in this world”. Peter Malik fortæller om vilkårene for Filadelfia Lutheran Church kirke i byen Nyírtelek i det nordøstlige hjørne af landet. Særligt fortæller han om diakonien – omsorgen for de svage mennesker i området, hvor han er præst. Én befolkningsgruppe er særlig udfordret – sigøjnerne.

“Sigøjnere opfattes som dovne mennesker, men faktum er, at mange sigøjnere lever under dårlige forhold i vores område, og vi prøver at hjælpe dem på mange måder,” fortæller Peter Malik.

Fællessang i foredragssalen. Peter Malik sidder bagerst i midten i sort t-shirt.

Fordomme udviskes
De 100 tilhørere i salen kommer fra otte forskellige lande. De vifter med programmer, drikker vand, og skoene er smidt — enkelte går i bare tæer. Selve vejret er internationalt, men vi befinder os i Århus til internationale kirkedage, som er tilrettelagt af menighedsrødder fra forskellige menighedsråd i Århus Stift.

Sognepræst Per Thomsen fra Fredenskirke i Viby er en af dem, der har været med lige fra starten. I år er det fjerde gang der afvikles internationale kirkedage i Århus.
“Grunden til at vi skal mødes på tværs af de kristne trossamfund er, at det kan være med til at udviske fordomme. Vi lærer hinanden at kende samtidig med, at vi får inspiration fra andre måder at tænke kristendom på,” fortæller Per Thomsen.

Jesus viser vejen
Peter Malik fra Ungarn blev selv kristen, efter han gik i gymnasiet. Han fandt først Jesus på det tidspunkt, blev døbt og gik i gang med at læse til præst. Han er glad for at være sammen med andre kirker. Det er første gang, han er til de internationale kirkedage.
“Vi kørte i bil i to dage for at komme hertil,” fortæller Peter Malik i en pause, mens han drikker et glas vand.

Peter Malik taler roligt og smilende om alle mulige ting, men han vender altid tilbage til sit eget sogn, hvor diakonien spiller en stor rolle. Menigheden i kirken har etableret et hus, hvor mødre kan være sammen med deres børn.
“Her kan børnene lege, og mødrene kan lære basale færdigheder om for eksempel opdragelse og hygiejne, så de kan begå sig,” siger Peter Malik

Desuden har kirken initiativer i gang om landbrug, jobskabelse og unge sigøjnere, der har mistet tilknytningen til skole og uddannelsessystem.

Respekt for forskellighed
I en hurtig kaffepause, inden Per Thomsen skal præsentere det næste indslag i dagens program, fortæller han, at der er flere forskellige kristne kirker repræsenteret. Luthersk-evangeliske, katolske, reformerte og angelsaksiske.

Hovedsagligt fra lande i Europa, men der er en enkelt delegation fra Tanzania og en enkelt deltager fra USA.
“Vi er vidt forskellige i vores praksis, men der er en udpræget grad af respekt og nysgerrighed for forskellighederne,” fortæller Per Thomsen.

Pausen er gået med snak, kage og kaffe. Per Thomsen går tilbage til festsalen. Folk sætter sig på deres pladser, og snart lyder fællessangen. Per Thomsen præsenterer tidligere biskop Karsten Nissen, der skal holde foredrag over dette års tema “Sharing faith”.

Bagefter er der festmiddag i salen, inden gæster og arrangører tager hjem med nye venskaber og ny inspiration.

Per Thomsen stående yderst tv. under festmiddagen lørdag aften. Foto: Edward Broadbrigde

Internationale kirkedage 2018 er tilrettelagt af menighedsråd fra Århus Stift, hvor venskabskirker fra hele verden inviteres. Cirka 100 deltagere fra Italien, Ungarn, Letland, Estland, Tyskland, England, USA og Tanzania. Over de to kirkedage er der blandt andet workshops, fælles gudstjenester, foredrag, fællessang og festmiddag.

Herunder ses billeder fra fredagens workshop “Musical som arbejdsform”, hvor Edward Broadbridge, sammen med gruppe deltagere, arbejder med “den barmhjertige samaritaner”:

Skrevet af Kasper Nissen

Leave a reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *